Web-medier under beskydning for manipulation og misinformation
Netavisen 24NYT, som for nylig blev pillet af Facebook, er bare ét af de danske web-medier, der får hug for utroværdige artikler i en analyse, som dagbladet Politiken står bag.
Af Jens Work Kristensen
Det vakte opsigt, da netavisen 24NYT forleden blev pillet af Facebook, kort efter at flere medier havde kritiseret kvaliteten af netavisens artikler, og nu er 24NYT igen kommet under kritik i en større analyse af alternative webmedier.
Denne gang er det dagbladet Politiken, der tager bladet fra munden og stempler 24NYT som et “junkmedie”, hvor junk betyder noget i stil med affald.
Det skriver Politiken i en artikel under overskriften “Junkmedier spreder frygt for indvandring og stjæler indhold”.
Politikens ekspertpanel har kigget knap 250 artikler igennem og stempler ni medier som junkmedier, der manipulerer og spreder misinformation. 24NYT er ifølge Politiken et af disse medier.
Hvad gør 24NYT så galt? Ifølge Politiken kritiserer ekspertpanelet især 24NYT for:
- at udvælge fakta i deres historier selektivt.
- at tilbageholde oplysninger, som kan sætte historien i et andet lys.
Som eksempel nævner Politiken en artikel fra 24NYT den 26. februar under overskriften “Det danske folk er godt i gang med at blive udskiftet”. Her skriver 24NYT blandt andet: “Du er ved at blive udskiftet. FN har en plan om “replacement migration”.
Men det er misvisende, mener Politikens ekspertpanel, som har kigget nærmere på 24 artikler fra 24NYT.
Som svar på Politikens kritik skriver chefredaktør André Rossmann fra 24NYT: “Vi læser ikke Politiken og ønsker ikke at svare på jeres kritik.”
24NYT er blot ét af de ni web-medier, som bliver kritiseret af Politiken. De øvrige er NewSpeek, Folkets.dk, Den Korte Avis, Dagens.dk, Nyheder24, dkdox.tv, Krammet og den tilknyttede Facebook-side Digitale Nyheder, samt Facebook-siden Døgnets og de tilknyttede hjemmesider Nyt365.dk og Genialhumor.dk.
Forleden kunne DR fortælle, at Facebook havde smidt 24NYT på porten. Efterfølgende har Facebook forklaret, at det skete på grund af “ikke-autentisk adfærd”.
Det sætter DR i forbindelse med, at 24NYT fik usædvanligt mange nye følgere på én enkelt dag.
Mere præcis var der ifølge DR tale om 18.100 nye følgere på samme dag tilbage i 2017. Det skriver DR mere om i en artikel, som du kan finde her på dr.dk.
Hos 24NYT lyder meldingen, at der er tale om censur fra Facebooks side, og at “især indvandrerkritiske personer og medier udsættes for Facebooks censur.”