Udenrigsministeriet advarer danske rejsende om striks digital kontrol i Dubai
Danske turister, som skal besøge Dubai eller andre af Forenede Arabiske Emirater bliver udførligt advaret om skrappe restriktioner for fornærmelser, vulgært sprog og opslag på sociale medier.
Af Jens Work Kristensen
Foto: Achim Kottermann
Sagen om en britisk kvinde, som blev anholdt og varetægtsfængslet i Dubai i en måned, fordi hun havde kaldt sin rival for “hest” på Facebook, har fået aktivister til at opfordre det britiske udenrigsministerium til at oplyse grundigt om risiciene ved at rejse til Dubai.
Herhjemme har det danske udenrigsministerium for længst fået øje på den restriktive lovgivning, som praktiseres i Dubai og de øvrige Forenede Arabiske Emirater.
“Brug af bandeord, fornærmelser eller krænkelser mod andre og enhver form for vulgært sprog tolereres ikke,” skriver Udenrigsministeriet i sin rejsevejledning for Forenede Arabiske Emirater.
Også når det specifikt gælder borgernes adfærd på sociale medier, går Udenrigsministeriet opmærksom på, at ikke alt er tilladt i Forenede Arabiske Emirater.
“Vær opmærksom på at myndighederne har kontrol over adgangen til internettet og kan overvåge aktivitet på sociale medier. Der gælder strenge regler for, hvad man må skrive og vise billeder af på sociale medier,” skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.
I Storbritannien fortsætter kampagnegruppen “Detained in Dubai” med at advaret om risikoen for anholdelse.
“Næsten alle, der besøger Dubai, har overtrådt landets regler om internet-kriminalitet, og det betyder, at de risikerer at blive anholdt,” lyder advarslen fra Radha Stirling fra “Detained in Dubai” ifølge BBC.