Rasmus Paludan starter “skattefri” indsamling på sociale medier efter dom for racisme
Rasmus Paludan samler penge ind til sig selv på Facebook, efter at han i går blev idømt fængselsstraf og bøde for bl.a. racisme og ærekrænkelse. Samtidig ytrer han sig på ny nedladende om en kvinde, som han skal betale 30.000 kroner i erstatning.
Af Jens Work Kristensen
Knap er Rasmus Paludan blevet dømt i en omfattende straffesag, før han kommer med nye udgydelser om en kvinde, som han skal betale erstatning til ifølge dommen fra i går.
I et opslag på Facebook giver Paludan udtryk for sin ærgrelse over, at han bl.a. blev dømt til at betale kvinden en erstatning på 30.000 kroner for ærekrænkelse.
Samtidig fortsætter han med at ytre sig om kvinden på en nedladende måde, der ligger tæt op ad de ærekrænkende udgydelser, som han blev dømt for.
Paludan skriver, at han bl.a. er blevet dømt til at betale 30.000 kroner til “en yngre somalisk kvinde, som afviste, at hun arbejdede på Istedgade.”
“Det er en bitter pille at støtte kvindens fortsatte virke,” skriver Paludan i sit opslag på Facebook.
Paludan bruger samtidig dommen som anledning til at starte en pengeindsamling. Det fremgår også af hans opslag på Facebook.
Ifølge dommen skal Paludan betale en bøde på 8500 kr., og hertil kommer erstatningen på 30.000 kr. samt sagsomkostninger, som han selv anfører til “indtil videre over 80.000 kr.”
For at undgå at betale skat af de penge, han samler ind, instruerer Paludan sine sympatisører om, at deres bidrag formelt skal gives som en personlig pengegave i anledning af hans “tre års jubilæum” som leder af partiet Stram Kurs, som han forgæves har forsøgt at komme i Folketinget med.
Paludan lægger ikke skjul på, at pengene reelt skal bruges til dækning af hans udgifter i forbindelse med straffesagen. Og han beskriver fremgangsmåde som lidt af en fidus.
“Det går mig generelt imod at gå tiggergang (!), men denne løsning er nødvendig for at undgå skat, og vi kan ikke bruge partimidler til det,” skriver han på Facebook i et opslag, som han på trods af skattefinten afslutter med slagord som “Alt for Danmark!”.
På Facebook skriver Paludan også, at han har anket sin dom til landsretten.
Paludan er tidligere idømt betinget fængsel for racistisk propaganda på sociale medier, og også den dom ankede han til landsretten, hvor han dog tabte ankesagen som tidligere omtalt af Hovsa-Deling.