Rasmus Paludan og hans had-videoer på YouTube og Facebook koster Danmark millioner

Den racisme-dømte youtuber Rasmus Paludan har kostet det danske samfund cirka seks millioner kroner – alene i år – til politibeskyttelse i forbindelse med happenings, hvor videooptagelser af hans hadefulde udtalelser bliver spredt via sociale medier.

Tekst og foto: Jens Work Kristensen

Der er masser af politi til stede, når youtuberen Rasmus Paludan stiller sig op på gaden og lirer sine hadefulde budskaber af.

Politiet skal sikre “ro og orden”, og det kan der godt være brug for, hvis man bevidst forsøger at fremprovokere en reaktion ved at tale grimt om eksempelvis muslimer, folk med afrikansk udseende eller homoseksuelle.

Og det er nogle af de grupper af mennesker, som den racismedømte Rasmus Paludan forhåner, når han arrangerer sine kontroversielle video-happenings, som han kalder demonstrationer.

Youtuberen Rasmus Paludan vifter med Koranen under en happening i Skive for at fremprovokere en reaktion blandt de fremmødte tilhørere. Foto: Jens Work Kristensen/HovsaDeling.dk
Youtuberen Rasmus Paludan vifter med Koranen under en happening i Skive for at fremprovokere en reaktion blandt de fremmødte tilhørere. Foto: Jens Work Kristensen/HovsaDeling.dk

Men nu begynder politikerne at sætte spørgsmålstegn ved, hvor mange ressourcer det danske samfund skal bruge på den slags optrin, hvor det tilsyneladende bare gælder om at provokere, mens det hele bliver optaget på video til brug på sociale medier som YouTube og Facebook.

Og det koster dyrt. Alene i de første måneder af 2019 har politiet haft udgifter på cirka seks millioner kroner i forbindelse med de happenings, som Rasmus Paludan har afviklet.

Her kan du se regnestykket, der fremgår af et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), som i går svarede på et spørgsmål om sagen fra Folketingets Retsudvalg.

Fredag i sidste uge blev Rasmus Paludan idømt en betinget dom for racistisk propaganda, og det kan betyde, at Rasmus Paludan skal i fængsel, hvis han igen bliver dømt for noget tilsvarende.

Ifølge Søren Pape Poulsens svar til Folketingets Retsudvalg er politiet fuldt informeret om, at Rasmus Paludan blandt andet planlægger at brænde Koranen af i forbindelse med sine demonstrationer.

Rasmus Paludans hjælpere laver videooptagelser til brug på sociale medier som YouTube og Facebook - her er de med ham i Skive. Foto: Jens Work Kristensen/HovsaDeling.dk
Rasmus Paludans hjælpere laver videooptagelser til brug på sociale medier som YouTube og Facebook – her er de med ham i Skive. Foto: Jens Work Kristensen/HovsaDeling.dk

Udgifterne på knap seks millioner kroner hidrører fra årets første 17 demonstrationer, spredt over hele landet, og omfatter tiden frem til den 7. april.

Rigspolitiet oplyser, at Rasmus Paludan til sammenligning afholdt 53 demonstrationer i 2018, men politiet kan ikke gøre rede for, hvad udgifterne var i 2018.

Del artiklen, smid et like og følg HovsaDeling.dk:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *