Dansk influencer politianmeldt for at snyde med skjult reklame på Instagram

Forbrugerombudsmanden har meldt en dansk influencer til politiet for at snyde sine følgere på Instagram med reklamer, der ser ud som almindelige opslag og stories. “Skjult reklame” kan være i strid med markedsføringsloven.

Af Jens Work Kristensen
Foto: Pixabay

Mange forsøger at tjene penge på deres opslag på sociale medier, men nogle er lidt for smarte.

Det fik i dag Forbrugerombudsmanden til at anmelde en dansk influencer, der beskyldes for at have snydt sine følgere på Instagram med skjult reklame.

Forbrugerombudsmanden beskriver influenceren som “en dansk influent med et meget stort antal følgere på Instagram”, og begrunder politianmeldelsen med, at vedkommende har overtrådt markedsføringslovens forbud mod skjult reklame.

Ifølge anmeldelsen har influenceren lavet mindst 21 opslag og ”stories” på Instagram med reklamer for virksomheder og produkter uden tydeligt at have anført, at der var tale om en reklame.

Opslagene handlede bl.a. om tandlægeklinikker, tøj-, sko- og cykelmærker, et modemagasin, interiør og en forlystelsespark.

Annoncørernes navne fremgik af søgeord i de enkelte opslag i form af ”tags” med virksomhedernes navne. Men det er ifølge Forbrugerombudsmandens vurdering ikke nok til at markere, at der er tale om kommercielle opslag, og derfor blev influenceren meldt for skjult reklame.

”De populære influenter kan nemt påvirke forbrugerne, da mange har dem som forbillede. Hvis de reklamerer for et produkt eller en virksomhed, så skal modtageren vide, at det ikke nødvendigvis er en personlig anbefaling, men derimod noget, som influenten i en eller anden form er blevet betalt for. Det er ikke nok at sætte et hashtag eller et tag med produktets eller virksomhedens navn på opslagene,” lyder det fra forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

HovsaDeling har tidligere skrevet om lignende sager, hvor danske influencere er blevet meldt til politiet for skjult reklame.

I den aktuelle sag vurderer Forbrugerombudsmanden, at influenceren er “erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand”.

“Det giver influenten et selvstændigt ansvar for at sikre, at det tydeligt fremgår, hvis et opslag indeholder kommercielle budskaber,” skriver
Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside.

Her kan du læse Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse om sagen.

Hvis et opslag er reklame, og det ikke fremgår tydeligt af opslaget i sig selv, anbefaler Forbrugerombudsmanden, at influenten tydeligt markerer opslaget med ”reklame”, ”annonce”, eller et lignende ord, som modtagerne klart opfatter som en reklamemarkering.

“Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 4, skal erhvervsdrivende klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame,” fastslår Forbrugerombudsmanden.

Her kan du se Forbrugerombudsmandens gode råd til influencere om skjult reklame.

Flere andre medier har i dag skrevet om sagen. Dagbladet B.T. skrev “Dansk kendis politianmeldt”, men avisen satte ikke navn på personen. Ekstra Bladet skrev “Kendt influencer politianmeldt”, men oplyste ikke navnet i artiklen.

Del artiklen, smid et like og følg HovsaDeling.dk:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *