Kvinder søger hjælp hos politiet i sag om ulovlig deling af intime fotos

Politiet har travlt med at håndtere opkald fra de hundredvis af kvinder, der har modtaget et brev om, at de er blevet ofre for ulovlig deling af intime fotos og personlige oplysninger fundet på Facebook.

Af Jens Work Kristensen
Foto: Pixabay

Det vælter ind med henvendelser hos politiet i forbindelse med efterforskningen af en sag om ulovlig deling af intime billeder af omkring 720 kvinder.

“Det er noget, der vækker bekymring,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi, som står for efterforskningen af sagen, til HovsaDeling.

“Mine sagsbehandlere får mange opkald, og nogle af dem er ret bekymrede,” siger Frank Olsen.

Frank Olsen fortæller, at politiet har skrevet en såkaldt underretning om sagen til størstedelen af de berørte kvinder, men ikke alle, og det skyldes, at nogle af kvinderne kun vanskeligt kan identificeres med sikkerhed.

“Vi har skrevet til 535 kvinder. Andre har vi ikke kunnet identificere med sikkerhed, selv om vi har deres navn,” siger Frank Olsen, der forklarer, at der typisk er tale om kvinder, som har almindeligt forekommende navne.

“Når vi søger på deres navn, får vi måske 30 eller 40 kvinder, der hedder nøjagtigt det samme. Vi kan ikke skrive ud til dem alle, for så gøre vi mange unødvendigt bekymrede,” siger Frank Olsen.

For dem, som bliver kontaktet, er der både gode råd og støtte at hente hos politiet, forsikrer Frank Olsen.

“Vi forsøger at berolige og vejlede dem, så godt vi kan. De bliver blandt andet rådet til at få hjælp fra en bistandsadvokat, som retten beskikker, når man er blevet offer for den type forbrydelse,” forklarer Frank Olsen.

Politiet fortalte om sagen på Twitter i går.

Som tidligere omtalt, har politiet haft anholdt en person i sagen. Der er tale om en 24-årig mand, som er sigtet for blufærdighedskrænkelse og uberettiget videregivelse af billeder af private forhold.

Den 24-årige, som kommer fra Aalborg, har erkendt sin rolle i sagen, og er fortsat sigtet, selv om han er blevet løsladt. Det skriver politiet i sin pressemeddelelse om sagen.

Del artiklen, smid et like og følg HovsaDeling.dk:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *