Seks års fængsel for sexafpresning og krænkelser via Snapchat og Skype
22-årig mand dømt i sag om overgreb og forsøg på overgreb mod 169 piger og unge kvinder, som han havde kontaktet via de sociale medier Snapchat, Omegle eller Yubo.
Af Jens Work Kristensen
Foto: Pixabay
En 22-årig mand fra Varde er blevet idømt fængselsstraf i en uhyggelig sag, der omfatter voldtægt og en lang række tilfælde af ulovlig tvang og seksuelle krænkelser via sociale medier.
Sagen omfatter sexafpresning og digitale sexkrænkelser i et omfang, der ikke er set før.
Retten i Esbjerg idømte den 22-årige krænker seks års fængsel.
Du kan læse mere om afgørelsen i rettens resumé af dommen på domstol.dk.
Alt i alt var den 22-årige mand tiltalt for overgreb eller forsøg på overgreb mod 169 piger og unge kvinder, hvor han blev dømt for at have voldtaget en 16-årig pige, og de øvrige 168 piger og unge kvinde havde han krænket via sociale medier som Snapchat og Skype og uden fysisk kontakt.
De mange krænkelser fandt sted igennem en periode på over tre år, hvor den dømte brugte sociale medier som Snapchat, Omegle eller Yubo til at kontakte piger og unge kvinder, som han narrede til at sende nøgenbilleder eller lignende.
Bagefter pressede han pigerne til at sende flere fotos og videoer af intim karakter, idet han via Snapchat eller Skype truede med at offentliggøre fotos, videoer eller chatbeskeder, som de allerede havde sendt til ham.
Syd- og Sønderjyllands Politi har skrevet om dommen på politi.dk, hvor du kan læse mere om sagen.
“Vi er tilfredse med, at tiltalte blev dømt for voldtægt. Og at han er dømt for at have afpresset alle 169 piger og kvinder,” lyder det fra specialanklager Rikke Brændgaard-Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.