Københavner tiltalt for at hylde Hamas for terrorhandlinger på Snapchat
Statsadvokaten i København har rejst tiltale mod en 26-årig mand for “offentlig billigelse af terrorhandlinger” i opslag på sociale medier, og politiet efterforsker yderligere en række lignende sager.
Af Jens Work Kristensen
Foto: Bruce Emmerling/Pixabay
Terrorangrebet i Israel 7. oktober udløste rædsel og fordømmelse i store dele af verden, men der var også nogle, som hyldede terrorgruppen Hamas for blodsudgydelserne – også i Danmark.
Nu er en 26-årig københavner blevet tiltalt for at billige terrorhandlingerne i Israel med sine ytringer på det sociale medie Snapchat. Det oplyser Statsadvokaten i København.
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas fastslår, at det er strafbart at udtrykke billigelse af terrorhandlinger, hvad enten det sker på internettet, i medierne eller i det offentlige rum.
Derfor rejser Statsadvokaten i København nu tiltale mod den 26-årige mand.
“Det er vores vurdering, at vi kan bevise, at han har fremsat ytringer, som billiger en terrorhandling. Ytringerne er fremsat via en profil på Snapchat, og dermed har de kunnet udbredes til en større kreds af følgere,” oplyser statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København på Anklagemyndighedens hjemmeside.
Politiet efterforsker yderligere en række lignende sager, og foreløbig er tre sager blevet droppet.
Det er vores vurdering, at vi kan bevise, at han har fremsat ytringer, som billiger en terrorhandling.
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas
Efter straffelovens § 136, stk. 2, kan den, der offentligt udtrykkeligt billiger en terrorhandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det oplyser Anklagemyndigheden.
Du kan læse mere om straffesagen her på Anklagemyndighedens hjemmeside.