Dansk politi advarer mod at dele billeder af terrordræbte i Sri Lanka

Der er flere årsager til, at man ikke skal dele billeder af dødsofre på sociale medier, lyder det fra politiet efter søndagens terrorangreb i Sri Lanka. Dels er der de pårørende at tage hensyn til, dels kan det være strafbart.

Af Jens Work Kristensen
Foto: Løken/Wikimedia Commons

De sociale medier bugner af fotos og videoer, der viser ødelæggelserne efter en række fatale terrorangreb i Sri Lanka søndag.

Der er også rædselsvækkende billeder af dødsofre, fotograferet i minutterne efter terrorangrebene.

Men selv om billederne allerede er blevet slået op og delt på sociale medier som Twitter, så er det ikke ensbetydende med, at det er i orden, at andre deler billederne. Det fastslår politiet over for HovsaDeling.dk.

“Man skal tænke sig godt om,” siger Thomas Kristensen, der er pressechef for Rigspolitiet.

Efter terror i Sri Lanka advarer politiet borgerne mod at dele billeder af de dræbte på sociale medier. Det skriver HovsaDeling.dk
Sri Lanka blev søndag ramt af en række nøje koordinerede terrorangreb, blandt andet mod kirker som St. Sebastian’s Church i Negombo. Arkivfoto: Løken/Wikimedia Commons.

Thomas Kristensen peger på flere grunde til, at man ikke skal dele billeder af dødsofre.

“Dels er der hensynet til de pårørende. Dels kan der være tale om, at der kan gøres strafansvar gældende,” siger Thomas Kristensen, som afviser, at der findes en simpel tommelfingerregel:

“Det afhænger af en konkret vurdering i de enkelte tilfælde,” siger Thomas Kristensen til HovsaDeling.dk.

I andre tilfælde har politiet været ude med en egentlig advarsel for at dæmme op for deling af optagelser på sociale medier.

“Vi har tidligere været ud at sige: Folk skal være opmærksomme på, hvad de deler i den slags situationer,” siger Thomas Kristensen.

Da HovsaDeling.dk henvendte sig til politiet efter søndagens terrorangreb, var der dog ikke blevet sendt nogen officiel advarsel ud.

Efter terrorangrebene i New Zealand i marts blev der også delt gruopvækkende optagelser på sociale medier. I den forbindelse har anklagemyndigheden i New Zealand tiltalt seks personer for at dele den formodede attentatmands video, som blev vist live på Facebook under angrebene på to moskeer i Christchurch.

Også i forbindelse med drabet på en dansk og en norsk kvinde i Marokko i december sidste år blev der optaget video, som er blevet spredt via sociale medier. I marts rejste dansk politi sigtelse i en række tilfælde, hvor folk har delt drabsvideoen.

I Marokko-sagen er nogle af personerne blevet sigtet for at dele indhold, der vedrører andres private forhold, men enkelte er også sigtet for at billige terrorisme. 

Del artiklen, smid et like og følg HovsaDeling.dk:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *