Dansk hacker sigtet for at dele unges intime fotos på sociale medier
20-årig mand sigtet for 88 kriminelle forhold, som omfatter alt lige fra børnepornografi, ulovlig tvang og uberettiget deling af fotos på sociale medier – til hacking og databedrageri.
Af Jens Work Kristensen
Politiet sigter en 20-årig mand for at dele en lang række unges intime billeder på sociale medier.
Ifølge politiet blev ofrene franarret adgangskoder til deres private profiler på sociale medier, hvorefter den 20-årige fik adgang til deres billeder.
“Det er en meget alvorlig sag, hvor unge mennesker er blevet misbrugt og deres billeder er blevet delt,” oplyser efterforskningsleder på sagen, politikommissær Rasmus Brink-Frendrup fra Midt- og Vestsjællands Politi på politiets hjemmeside.
Flere af ofrene er ifølge politiet under 18 år, og derfor er den 20-årige også sigtet for at dele børnepornografisk materiale.
Midt- og Vestsjællands Politi har indtil videre kendskab til 31 forurettede fra hele landet, og der kan dukke flere op, efterhånden som efterforskningen skrider frem, vurderer politiet.
“Vi fortsætter med at efterforske sagen mod den sigtede, men vi vil samtidig gerne sende en advarsel til især de unge om at dele adgangskoder med andre – også selvom det er nære venner. Her er et klokkeklart eksempel på, at adgangskoder kan blive misbrugt af kriminelle, som udgiver sig for at være en god ven,” oplyser Rasmus Brink-Frendrup på politiets hjemmeside.