Advarer om krænkelser på nettet i film for unge på YouTube
Organisationen Red Barnet advarer om risikoen for krænkelser, når private billeder fra sommerens mange fester og festivaler bliver delt på sociale medier.
Af Jens Work Kristensen
Der bliver knipset et hav af billeder til sommerens fester og festivaler, men der er ikke altid uden problemer, når folk begynder at dele billederne på sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat.
“Billederne har alt for ofte alvorlige konsekvenser. Fordi de tages og deles i kombination med alkohol, fest og flirt, øges risikoen for, at unge udsættes for digitale sexkrænkelser,” lyder advarslen fra organisationen Red Barnet.
Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen opfordrer derfor både unge og forældre til at være ekstra påpasselige i den kommende tid.
“Mange har måske mest fokus på, hvad der sker i den fysiske virkelighed, når unge tager på festival eller til sommerens fester. Men det er mindst lige så vigtigt, hvad der foregår digitalt,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun vurderer, at digitale krænkelser kan være lige så traumatiserende og skadelige for en ung som et seksuelt overgreb i den fysiske verden, ud fra devisen: “Et overgreb er et overgreb – uanset om det sker i et telt eller via mobiltelefonen”.
“Et helt ungdomsliv kan ødelægges via et enkelt hurtigt klik på telefon. Derfor er det så vigtigt, at unge kender konsekvenserne ved at dele krænkende billeder, og at de også ved, at der er hjælp at hente, hvis de er blevet udstillet på nettet,” siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Red Barnet vil gerne udbrede kendskab til sit tilbud om professionel rådgivning, hvor børn og unge kan få gratis og anonym hjælp, hvis de har været udsat for en digital sexkrænkelse.
I øjeblikket kører Red Barnet derfor en kampagne under overskriften “Et øjeblik for dig – et ungdomsliv for mig”.
Her bliver unge opfordret til at sige fra over for krænkelser på nettet. Samtidig skal kampagnen være med til at øge kendskabet til rådgivningen SletDet.