Journalist foreslog angreb på mediehus på Twitter
Det internationale TV-netværk Al Jazeera blev udpeget som oplagt bombemål af en saudiarabisk journalist, men det var alligevel for meget for den sociale medieplatform Twitter, som slettede opfordringerne.
Af Jens Work Kristensen
Foto: Pixabay
Der er grænser for, hvor man skal finde sig i af grovheder på sociale medier – selv i Mellemøsten, hvor beskyldninger og trusler på tværs af landegrænserne er hverdagskost.
Truslerne bliver blandt andet rettet mod det internationale TV-netværk Al Jazeera Media Network, som blandt andet dækker konflikter i Mellemøsten.
Ifølge Al Jazeera blev mediehuset, som har hovedkontor i Doha i ørkenstaten Qatar, hængt ud for at støtte terrorisme og truet med et bombeangreb.
Det var ifølge Al Jazeera en journalist fra nabolandet Saudi Arabien, som foreslog et bombeangreb i flere opslag på den sociale medieplatform Twitter.
“Al Jazeera i Qatar er et legitimt og logisk mål,” skrev journalisten blandt andet på Twitter, efter at han havde beskyldt TV-netværket for at støtte “terrorister”.
Men det ville de ikke finde sig i på Al Jazeera. Mediehuset klagede til Twitter, som endte med at slette de anmeldte opslag.
HovsaDeling havde dog ikke svært ved at finde den saudiarabiske journalist på Twitter. Som Al Jazeera skriver: Twitter har ikke lukket hans profil – kun de blodtørstige opslag.