“Falsk porno”: Otte måneders fængsel for manipulerede billeder
23-årig mand fra Midtjylland dømt for at dele manipulerede pornobilleder af 19 piger.
Det er ikke svært at lave manipulerede billeder, men det kan koste dyrt, hvis der er tale om falske pornobilleder, og de bliver delt på sociale medier.
Det må en 23-årig mand fra Midtjylland erkende, efter at han i dag blev idømt otte måneders ubetinget fængsel for at redigere billeder af 19 forskellige piger, så billederne endte med at fremstå som pornobilleder.
Dommen blev afsagt i Retten i Viborg, og der var tale om en tilståelsessag, idet den 23-årige mand havde erkendt, at han i tidsrummet fra 2011 til 2017 lagde et større antal billeder af de pågældende piger ind på forskellige hjemmesider, hvor billederne blev manipuleret, så de med rettens ord “fik et pornografisk indhold”.
“Billederne blev herefter i forskelligt omfang udbredt og spredt på internettet,” oplyser Retten i Viborg på sin hjemmeside.
Den 23-årig mand blev dømt for besiddelse og udbredelse af børneporno, blufærdighedskrænkelse og videregivelse af billeder vedrørende andres private forhold.
Samtidig blev de 19 forurettede piger hver især tilkendt en kontant erstatning i form af godtgørelser for tort på mellem 2500 og 40.000 kroner. Det oplyser domstol.dk