Dømt for opslag på Snapchat om terror i Israel
En 26-årig mand er blevet idømt fire måneders betinget fængsel med krav om 100 timers samfundstjeneste for at hylde terrororganisationen Hamas for terrorangrebet 7. oktober 2023.
Af Jens Work Kristensen
Foto: Quince Media/Pixabay
Der er faldet dom i den første af flere straffesager i Danmark om billigelse af terror i forbindelse med Hamas’ angreb i Israel 7. oktober 2023.
En 26-årig københavner er blevet idømt 4 måneders betinget fængsel med krav om 100 timers samfundstjeneste for “udtrykkeligt af have billiget terrororganisationen Hamas’ terrorangreb”.
Det skete i videooptagelser, som den 26-årige delte på Snapchat.
Retten fandt det bevist, at den 26-årige havde udtrykt sin billigelse af angrebet mod deltagerne på en festival i Israel, hvor flere end 250 mennesker blev dræbt.
Dommen blev afsagt i Københavns Byret, og retten lagde blandt andet vægt på “forholdets karakter og grovhed”.
Der kan være flere straffesager af samme type på vej i retten. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) oplyste tidligere på måneden, at politiet efterforsker 51 sager om billigelse af terror efter Hamas’ angreb 7. oktober.
Du kan læse mere om begrundelsen for dommen på Danmarks Domstoles hjemmeside domstol.dk.